Nordkorea er et bizart rejsemål

 


Kaj Spangenberg, tekst og foto ©


Man er vel altid pænt klædt på, når man besøger en præsident? Naturligvis, og derfor er der heller ingen diskussion forud for besøget på paladset Kumsusan nordøst for den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang: Herrerne møder i jakke og slips og damerne i stiveste puds, eftersom vi skal hilse på selveste præsidenten Kim Il-Sung.

At han har været død i snart 15 år, ændrer intet ved den forlangte dresscode.

Da vi ankommer, er et par hundrede nordkoreanere allerede arriveret med busser eller med direkte tog fra Pyongyang, og der kommer flere i en lind strøm. De tager disciplineret opstilling foran indgangen, fire og fire på rad og række. Situationen har et nærmest militært tilsnit.

Danskere på afveje
Alle herrer er uden undtagelse i mørkt jakkesæt med en rød badge med Kim Il-Sungs portræt i reversen, mens damerne bærer en slags traditionel folkedragt. Med vores noget forskelligartede påklædning skiller gruppen på 13 danske turister sig en del ud fra mængden.

Det er en bizar oplevelse at besøge det sidste hvilested for Den Store Leder (The Great Leader), som Kim Il-Sung altid – altid! – benævnes med dyb ærbødighed af alle nordkoreanere. Det gælder også hans søn, den nuværende og nærmest enevældige hersker, Kim Jong-Il, der altid – altid! – tituleres og omtales som Den Kære Leder (The Dear Leader).

Først føres vi på et løbebånd gennem en bred korridor på 850 (!) meter til en garderobe, hvor vi afleverer vores kameraer. I mausoleet er der, som mange steder i Nordkorea, forbud mod fotografering. Så marcherer vi videre gennem højloftede sale, hvor der i hvert hjørne er placeret bevæbnede vagter med stive blikke.

Næstsidste etape før det helligste er en smal sluse, som hver enkelt skal igennem alene. Det er helt utroligt. Man bliver gennemblæst, så her skal der virkelig holdes styr på paryk og briller. Således renset for støv på legemet og muligvis for urene tanker i sjælen træder alle an, igen fire og fire, og vandrer højtideligt ind i selve mausoleet.

Buk for Den Store Leder
Salen er enorm. Lyset er dæmpet og rummet fyldt med en sødmefuld musik. Dér ligger han så, Den Store Leder, i en glasmontre og ligner mest af alt en farvelagt papdukke. Mange nordkoreanere virker grebne. Fire ad gangen stiller de besøgende sig op foran det balsamerede ligs fødder og bukker dybt.

Ritualet gentages til venstre for liget, derefter ved hovedgærdet og til sidst til højre for montren, før man vandrer ud. Alle bukker. Også vi danske må deltage i dette sære ritual. Hvem tør lade være?

Egentlig er besøget i mausoleet en gentagelse af vor første dag i Pyongyang, hvor vi ankommer med fly fra Beijing. Vi mødes af Mrs. Li og Mr. Kim, der er vores guider på hele turen. Mrs. Li er en af de sødeste turistguider, man kan tænke sig, men hun er også nordkoreaner. Og hvad enten det nu er indre overbevisning eller ordre ovenfra, der driver hende, så er der ingen vej udenom, for som noget af det første skal vi hilse på Den Store Leder.

Ganske vist ikke som balsameret lig, men i skikkelse af en 22 meter høj og 33 ton tung statue af skinnende bronze.

Statuen er placeret foran Revolutionsmuseet midt i Pyongyang med direkte udsigt tværs over floden Taedong til monumentet for Koreas Arbejderparti og det 170 meter høje Juchétårn med faklen på toppen.

Rejseleder Kasper Bøndergaard fra Bravo Tours lægger blomster på podiet foran statuen, hvor der i forvejen ligger et væld af buketter. Og på et givet tegn fra Mrs. Li bukker vi. Nogle bukker lidt dybere end andre, men bukke gør alle, for det ligger ligesom i kortene, at man ikke skal lade være.

Nordkorea ligner intet andet land
En amerikansk journalist skrev engang, at Nordkorea frem for at være en stat snarere er en religion. I mange henseender er det en ret præcis beskrivelse. En rejse til Den Demokratiske Folkerepublik Korea (DFRK), landets officielle navn på dansk, ligner ikke nogen rejse til noget andet sted i verden.

Ikke engang rejser til de endnu eksisterende kommunistiske stater, Kina, Cuba og Vietnam, for ikke at glemme hedengangne Sovjetunionen, kan sammenlignes med Nordkorea. En rejse til DFRK byder på noget bizart, forunderligt og til tider surrealistisk. Det er religionen, der gør det.

Her taler vi ikke om kristendom, jødedom eller islam, men om ’Kim-il-sung-ismen’, der ikke er et officielt begreb, men en personkult af dimensioner, som hverken Stalin eller Hitler kunne præstere. De er døde og smidt på historiens losseplads.

Sådan er det ikke gået Den Store Leder Kim Il-Sung, grundlæggeren af den nordkoreanske stat. Han døde i 1994, men blev fire år senere udnævnt til Præsident for evig tid.


Diktatorer er afguder
Sønnen Kim Jong-Il – Den Kære Leder – er indtil videre ’kun’ formand for Den Nationale Forsvarskommission, øverstkommanderende for Koreas Folkehær og generalsekretær for Koreas Arbejderparti (kommunistpartiet) plus en del mere. I dette land er både Den Store Leder og Den Kære Leder til stede overalt. Det er en afgudsdyrkelse i renkultur.

Ingen i Nordkorea – turister, men befolkningen især – slipper for at blive præsenteret for Den Store og Den Kære Leder i tide og utide og tit i fuldstændig irrationelle sammenhænge. Ligegyldigt hvor man befinder sig i landet på tre gange Danmarks størrelse, støder man på billeder med den smilende Store Sol, Revolutionens Geni eller Verdens Lys, som er nogle af Kim Il-Sungs mange tilnavne. Tit er far i selskab med Den Kære Leder, men sønnen optræder lige så ofte solo.

Alle steder er der slogans, på gadehjørner, på huse, langs vejene. Et af de karakteristiske lyder i dansk oversættelse: »Den Store Leder er med jer overalt«. Hvad minder det om? Dagligt fodres 23 millioner nordkoreanere med overdrevne historier, der for vesterlændinge grænser til det latterlige. Men ingen i Nordkorea ler eller gør nar. For en nordkoreaner kan det betyde ikke bare fængsel eller kz-lejr, tortur og død, men at han eller hun risikerer desuden at trække hele familien i dybet ved mindste antydning af opposition.

Begge ledere dyrkes som overnaturlige væsener med karisma og overmenneskelige egenskaber på snart sagt alle områder. Kim Jong-Il giver ifølge den ensrettede (også engelsksprogede) presse såkaldt on-the-spot-guidance, hvor han i lighed med faderen i sin tid uddeler direkte råd på stedet til arbejdere, bønder, fabriksingeniører, videnskabsmænd, filmfolk, kunstnere og militæret om, hvad der bør gøres for at løse dette eller hint problem. Den Kære Leder er simpelthen alvidende.

I Nordkorea har historien kun én version, og i denne var Kim Il-Sung i sin ungdom meget virksom som guerillaleder mod den japanske hær, der siden 1910 havde besat Korea. Faktum er, at hans familie – i øvrigt protestantisk kristne – søgte tilflugt i Manchuriet. Siden kom Kim til Sovjetunionen, og i 1945 fulgte han med de sovjetiske tropper ind i den nordlige del af Korea som kaptajn i Den Røde Hær. Denne version er retoucheret helt bort i Nordkorea.

Om Kim Jong-Il oplyser sovjetiske arkiver, at han blev født nær Khabarovsk i Sibirien i 1941, men ifølge den nordkoreanske version er han født på toppen af det hellige bjerg Paekdu helt mod nord.

Med næsten bibelsk symbolik fortælles det, at fødslen blev forudsagt af en svale og siden markeret ved en regnbue samt en ny stjerne på himlen. Ikke mærkeligt, at denne mand er blevet tillagt næsten overnaturlige kræfter. Han siges således at være en fantastisk golfspiller, der laver hole in one på tre ud af fire huller.

En rejse i Nordkorea er aldrig en ensom affære. Man er altid under opsyn. Er Mrs. Li og Mr. Kim vore guider eller oppassere? Mr. Kim er absolut den, der bestemmer, hvad vi må se, hvor vi må gå, hvad vi skal besøge, og hvad der er os tilladt at fotografere: Ingen fotografering af militær, vogne trukket af okser, folk på gaden – alt, hvad styret anser for farligt for landets sikkerhed eller nedsættende for dets omdømme i udlandet, må ikke vises frem og følgelig heller ikke fotograferes.

Mobiltelefoner må ikke medbringes, så vi har efterladt vores i Kina. Et for stort zoom til et kamera deponeres i tolden ved indrejsen, det samme gælder aviser og magasiner, der kan betragtes som udenlandsk propaganda mod regimet. Man kommer ikke ind som journalist uden et særligt visum.

Hele tiden er man tilknyttet sin gruppe, og den må ikke forlades. Vi bor på et af de to eneste internationale hoteller i Pyongyang – Hotel Yanggakdo på en ø i floden Taedong. Om aftenen er det forbudt at forlade hotellet og gå i byen. Hvorfor? For vor sikkerheds skyld, lyder svaret, men det virker ikke overbevisende.

I Nordkorea er man altid underlagt kollektivet. Det er karakteristisk, at man aldrig ser individuelle udfoldelser. Ikke bare hæren går på rad og række og i takt, det gør skolebørn som regel også. Der hersker en disciplin, som er fuldstændig fremmed på vore breddegrader.

Programmet er stort set det samme for alle turistgrupper, og med fuldt program i lidt over en uge er tiden besat fra morgen til aften. Og der er meget interessant at se og høre på, men uden at vi turister får nogen reel mulighed for at skue bag de mange forhæng, der hele tiden dukker op og spærrer for udsigten.

Myte eller sundhed smelter sammen
Nordkorea er uden tvivl verdens mest lukkede land, hvor få oplysninger trænger ud om livet bag grænserne. Selv under ophold i landet er det svært at skelne, hvad der er fakta, myte eller løgn. Alt, hvad øjet ser, tolkes gennem nordkoreanske briller af guider og oppassere, der altid er foran og bag enhver turistgruppe.

På et tidspunkt indtræffer en vis form for trivialitet og træthed. Ligegyldigt om det gælder besøg på en skole (med smuk optræden af unge piger i traditionelle kjoler), et hospital (vi så et rimelig moderne for fødende kvinder), museer, en kunstskole, filmbyen (Nordkoreas svar på Hollywood), landets bibliotek med 30.000 bind (et par danske imellem!) eller Mangyondae, som er Den Store Leder og kammerat præsident Kim Il-Sungs fødested nær Pyongyang. Ligegyldigt hvilket programpunkt, så medfører det omtale eller billeder af Den Store eller Den Kære Leder eller begge i hinandens selskab. Undtagelserne er de indlagte visitter til eksempelvis det imponerende gravmæle for kong Kongming (1351-74) nær Kaesong i syd samt et par gamle og smukke buddhistiske klostre og templer, hvoraf ét – Pohyon i Myohyangbjergene i nord – angiveligt er i brug. I det mindste mødte vi her en munk i fuldt ornat.


Myohyang byder desuden på noget aldeles utroligt. Her er en enorm bunker hugget dybt ind i klipperne, så den ligger beskyttet for et eventuelt amerikansk atomangreb.


Inde i dybet gemmer sig Den Internationale Venskabs Udstilling, som omfatter alle de gaver, Den Store og Den Kære Leder har modtaget fra statsoverhoveder, venskabsforeninger, organisationer og private verden over. Det drejer sig om henholdsvis 155.000 og 55.000 gaver af højst forskellig art, men de præsenterer tilsammen ufattelige værdier.

For at komme ind til disse presenter skal man igennem en kæmpe dør af bronze, der bevogtes af en soldat med et forsølvet AK-47 Kalasjnikov-gevær. Og nul fotos! Blandt de største gaver til Kim Il-Sung er en seks ton panserarmeret limousine fra Sovjetunionens Josef Stalin og en togvogn fra Kinas Formand Mao. Blandt de mindre gaver vises en platte fra en gruppe på Christianshavn, der har studeret Juché, som er den egentlige ideologi bag styret i Nordkorea.

Juché er udviklet af Den Store Leder og partiet som en teori om selvhjælp og med en strategi, der bygger på, at Nordkorea skal være et isoleret samfund, der klarer sig bedst muligt for egne ressourcer.


Man kan ironisk påstå, at netop Juché har gjort Nordkorea til et mørklagt land. Landet kan ikke brødføde sig selv og skriger efter energi. Der er simpelthen ikke ressourcer nok til at varme mere end to hoteller i Pyongyang op til turisterne, og om aftenen kører man i billygternes skær, idet al gadebelysning er slukket. Lejlighederne i højhusene ligger enten hen i mørke eller er svagt oplyst af batterilygter. Om vinteren spiser man med overtøj på i restauranter, og man har også overtøj på i museerne, for der er bittert koldt. På vores hoteller i Kaesong og Myohyang var et par vanter gode at have med.

Den demilitariserede zone
Et spændende indslag i programmet er besøget ude i den demilitariserede zone (DMZ), der med en bredde på fire kilometer og længde på 248 km skiller Nordkorea fra Sydkorea omkring 38. breddegrad. En i øvrigt jovial oberst ved navn Kim Chang Zun leder vor gruppe ud til en post, hvorfra vi i kikkerter kan betragte de amerikanske og sydkoreanske posteringer på den anden side af DMZ. Formålet er at vise os en betonmur eller fortifikation, som fjenden mod syd har bygget i zonen så tidligt som i 1979. Den viser – ifølge nordkoreansk opfattelse – »de amerikanske imperialister og deres sydkoreanske marionetters aggressive hensigter«.

Selvfølgelig skal vi se barakken i Panmunjon, som grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea går midt igennem – midt gennem forhandlingsbordet i bygningen, som er det eneste sted, hvor Nord og Syd kan mødes og forhandle uoverensstemmelser. I Panmunjon står nordkoreanske soldater direkte over for amerikanske og sydkoreanske, så konflikter synes at kunne opstå ud af ingenting. Og gør det lejlighedsvis.

Opfattelsen af USA og Sydkorea som aggressorer bliver monotont gentaget på Krigsmuseet i Pyongyang, hvor Korea-krigen (1950-53) illustreres med bl.a. erobrede amerikanske tanks og våben, nedskudte fly samt plancher af dokumenter, der skal gøre det ud for beviser på, at det var USA, som startede denne krig – og ikke Nordkorea. Det er ellers den version, vi kender i Vesten.

I 1968 opbragte nordkoreanerne det amerikansk spionskib ’Pueblo’, som siden er blevet fortøjet ved en kaj på. Denne nordkoreanske triumf snydes vi turister heller ikke for. Besætningen blev efter 11 måneder frigivet, men forinden havde den amerikanske regering indrømmet, at ’Pueblo’ var et spionskib.

Vi ankom til Nordkorea med fly. Nu forlader vi Pyongyang en solbeskinnet formiddag med toget til Beijing fra byens monumentale banegård. Vi tager hjerteligt afsked med Mrs. Li og Mr. Kim, og toget snegler sig gennem Nordkoreas grå landskab med folk på slidsomt arbejde på markerne, et par oksetrukne kærrer og stort set aldrig en traktor.

Nogle steder vinker vi til folk, der forbløffet vinker tilbage. Den meget omtalte hungersnød ser vi ingen tegn på. Derimod ser vi på stationer, hvor der gøres holdt, meget militær – men det er forbudt at fotografere.

Og det er alvorlig ment. På grænsen ved Yalufloden kommer toldere op i toget, og de undersøger ikke blot bagagen ihærdigt. Vore digitalkameraer kontrolleres for utidige fotos, og alt, der blot det mindste ligner militær og fattigfolk, slettes ubarmhjertigt.


Det samme gælder fotos af den enorme statue af Den Store Leder, som forsvinder fra hukommelseskortet, hvis det viser sig, at Præsidenten for al evighed ikke er fotograferet i hel figur. Det betragtes nemlig som ærekrænkende at fotografere ham stykkevis og delt.

Næste morgen er vi i Beijing. Vi kan gå, hvor vi ønsker, og fotografere lige så tosset, vi lyster.





Fakta


Officielt navn: Chosŏn Minjujuŭi Inmin Konghwaguk eller Den Demokratiske Folkerepublik Korea.


Hovedstad: Pyongyang (3,8 mill. indb. i 2003).

Styreform: Folkedemokrati med Kim Il-Sung (død 1994) som ”Præsident til evig tid” og sønnen Kim Jong-Il som bl.a. premierminister, militær øverstkommanderende og generalsekretær for Koreas Arbejderparti. Den Højeste Folkeforsamling med 687 medlemmer vedtager love, men reelt styrer Kim Jong-Il landet enevældigt. Landets ideologi hedder Juché (koreansk Chuch'e), som er Nordkoreas statsideologi og stadfæstet i landets grundlov fra 1977, da den erstattede marxisme-leninismen. Direkte oversat betyder ordet selvstændighed. Kernepunktet er, at nationens interesser står over den internationale kommunistiske bevægelse, og at samfundet skal ledes af en arbejderfører. Mennesket er det vigtigste element, men det må være rede til betingelsesløst loyalitet over for den, der indehaver magten. Dette har rod i den kinesiske konfucianisme, der har spillet en stor rolle i Koreas historie.

Indbyggertal: ca. 23 millioner.


Areal:120.504 kvkm.


Valuta: Nordkoreansk won, men turister kan kun betale med dollars eller euro.


Sprog: Koreansk med hangul som skriftsprog (modsat Sydkorea hvor der mest anvendes kinesiske skrifttegn).


Væbnede styrker: De samlede styrker anslås til 1.106.000 mand (hæren 950.000, flåden 46.000, luftvåbnet 110.000 mand, hvor til kommer en reservearmé på 4, 7 mill. mand). Værnepligten er 5-12 år i hæren, 5-10 år i flåden og 3-4 år i flyvevåbnet.


Turisme: Nordkorea har p.t. åbnet landet for 2000 turister årligt. Motivet bag åbningen er et skrigende behov for udenlandsk valuta. I 2008 sendte Penquin Travel Denmark det første hold danskere af sted, efterfulgt af Akademisk Rejsebureau og Bravo Tours. I år har et par andre bureauer fulgt trop. Bureauerne sørger for visum og andre formaliteter.


www.bravotours.dk

www.akademiskrejsebureau.dk


Kaj Spangenberg er 70 år og var journalist på Politiken fra 1969 til 1999. Han var med til at stifte Danske Rejseskribenter, nu Danske Rejsejournalister, midt i 1970'erne og har været medlem af Eventyrernes Klub siden 1977.

Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html