Oslo - en oplagt fridagsferie

 
 

Med DFDS til Oslo. Er det ikke noget med druk, trange kabiner og en hamrende dyr by i den anden ende?


Glem det! Eller rettere: Prøv at se på det med nye øjne. Du bestiller en dejlig Commodore-kahyt med masser af plads og måske endda med balkon. Du kan vælge mellem en håndfuld spisesteder ombord. Et af dem er gourmetrestauranten Marco Polo med bla. en 6-retters menu med udsøgte råvarer og en eksklusiv vinmenu til under tusinde kroner.


Vine vi normalt ikke har råd til at komme i nærheden af, kan købes pr glas i den rolige vinbar Red & White, hvor tjenerne hellere end gerne fortæller om vinene. Aftenen kan afsluttes med underholdning og en svingom eller en drink på pubben. Måske et glas champagne i champagnebaren?


Vi fik et kig ind på broen og ned i maskinen. Hos kaptajn Skjold-Hansen er der helt stille blandt de mange computere, der klarer det meste af arbejdet. I maskinen fortæller en stolt maskinmester Jens Eriksen om sine nye økonomiske skruer fra Rolls Royce. Og her larmer maskinerne som de skal. En larm der absolut ikke forplanter sig til resten af skibet.


Oslo er ikke billig. Til gengæld har byen overhalet København indenom, når det kommer til arkitektur. Ikke den ambitiøse højhusarkitektur i centrum, men den spændende, levende arkitektur på Aker Brygge og Tjuvholmen. Her har man forstået at blande boliger, forretninger, restauranter og kontorer omkring kanaler med spændende nye kig om hvert et hjørne. Det er en bydel med mere liv end vi kan præstere i vore nye havneområder i København. Vi kigger dog først indenom i Oslos nye operahus.


Som besøgende kan man glæde sig over, at nordmændene ikke synes at mangle penge. Det betyder bla. at der er mange gode restauranter. Vi spiste glimrende på  Tjuvholmen Sjømagasinet og om aftenen på Ekeberg med en fremragende udsigt over Oslo og solnedgang. Jeg smuttede ind på den hyggelige pub Beer Palace og fik en dyr, men dejlig øl fra bryggeriet Nøgne Ø og en sludder med danske Dimitris bag baren.


Vi tog en enkelt overnatning på det udmærkede Royal Christania midt i centrum. Hotellet har en flot atriumgård med restaurant i bunden og smarte badeværelser uden aflæggeplads med glasdøre til værelset.


Denne gang var der ikke tid til mange af Oslos andre attraktioner som Vigelandsparken med sine imponerende skulpturer eller det nye Holmekollen midt i den smukke natur. Med en overnatning i Oslo er I sikre på at ramme Pearl Seaways på den ene tur. Her er der en chance for at få udgiften hjem i Compass Casino. Prøv lykken ;-))


dfdsseaways.dk    innovasjonnorge.no   visitoslo.com

© Johnni Balslev

 
Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html