Chios - stilfærdig græsk charme
Johnni Balslev ©
Mestas huse vender ryggen til de bølgende marker. De høje husmure gør byen til en svært tilgængelig fæstning. Kun tre indgange snor sig ind i byens labyrint af snævre stræder. Langt de fleste ender blindt. Højt over gaderne kunne beboerne selv løbe i sikkerhed for datidens pirater. De løb fra tag til tag over smalle stenbroer.
Inde i denne labyrint af stenmure møder vi vores kommende guide. Hun ligger totalt udsplattet i skyggen af et hus. Et øjenbryn løftes sløvt, idet vi passerer. Kun “mad dogs and Englishmen” er ude i middagsheden. Og så lige de her danske turister.
Hun får åbenbart medlidenhed med os. Langsomt kommer hun op på alle fire. Halen i vejret. Hun følger sindigt efter os. Vi er igen endt i en charmerende blindgyde. Tilbage igen. Vores korthårede hund af ubestemmelig race venter tålmodigt på os længere tilbage. Det er ikke gået op for os, at hun har en skjult dagsorden.
Vi går raskt ind i endnu en blindgyde. Hunden skæver op til os, da vi kort efter kommer tilbage til hende. Nu lunter hun lidt i forvejen og kigger tilbage på os. Er I med? Næh, det er vi ikke. En grøn tagterrasse, en smuk blomsterdekoration, en flot lille dør eller flere pittoreske stenbroer lokker os længere væk.
Langt om længe opgir vores trofaste følgesvend. Nu må vi klare os selv.
Midt inde i Mestas labyrint når vi frem til det lille torv med en imponerende kirke. På den sparsomme plads er der trods alt et par hyggelige taverner og en lille bar. Vores firbenede ven venter på os. - Det var I længe om, synes hendes blik at sige. Bestil nu endelig en god bøf! Hun har selvfølgelig hele tiden forsøgt at lede os frem til ædetruget.
En herlig lun gammel bedstefar serverer de bedste friterede blæksprutter, vi har smagt i lang tid. Hertil naturligvis zaziki og græsk salat. Med vand, retsina-vin og kaffe bliver det under 150 kr for to personer.
Det er ikke sikkert vores firbenede guide var lige så tilfreds med menuen.
Chios kan selv
Chios ligger lige ud for Tyrkiets kyst, kun få kilometer fra den tyrkiske by Cesme. Fra Chios er der heller ikke langt til Samos mod syd og Lesbos mod nord.
Mange græske øer overlever idag udelukkende på grund af turismen. Det gælder ikke for Chios. Chios har to hovedindtægter, der giver mere end turismen. Den vigtigste indtægtskilde er skibsfarten. Op mod halvdelen af øens 55.000 indbyggere har på en eller anden måde en indkomst gennem skibsfart.
Den næstvigtigste er produktionen af ca 100 tons mastik årligt.
Chios har en lang tradition for udvinding af mastik. Harpiksen fra de busklignende mastiktræer udvindes til et aromatisk gummiprodukt. Den dag i dag indgår mastik i tandpasta, sæbe, parfume, tyggegummi, medicin og en lang række andre produkter fra vor hverdag.
Gennem Chios brogede historie har besættelsesmagter som de italienske genovesere og senere tyrkerne givet chioterne udbredt selvstyre, mod til gengæld at få del i overskuddet fra mastikproduktionen. På den måde blev Chios en af de rigeste øer i Middelhavet.
De rigeste chioter byggede herskabelige sommervillaer på to og tre etager i det frugtbare område Kambos lige syd for Chios by. De omgav de tilstødende jorde med høje rød-brune mure, bygget af lokale sten, der spiller i spændende nuancer. Murene giver den dag i dag læ til plantager med citron- og appelsintræer.
Kambos havde op mod 200 villaer i sin storhedstid. I dag er området fredfyldt med smalle veje langs de rød-brune stenmure. Her og der får man et kig ind i de fine plantager eller en forplads med mosaiksten, et kæmpestort vandingshjul og svalende vinranker. Enkelte huse er omdannet til hyggelige hoteller.
Folkedrab og jordskælv
Chios levede egentlig en ret fredsommelig tilværelse under tyrkisk herredømme. Så længe skatterne blev betalt og sultanen fik sin andel af mastikproduktionen holdt tyrkerne sig bag hovedbyens fæstningsmure. På det tidspunkt boede der over 100.000 på Chios.
I 1820’erne begyndte den græske frihedsbevæglse imidlertid at røre på sig. Opildnede af oprørere fra Samos belejrede en lille gruppe chiotiske frihedskæmpere det tyrkiske fort i Chios by.
Den 30. marts 1822 landede tyrkerne med en stor flåde. De landsatte en hær af militsfolk, der skulle give oprørene en lærestreg. Hele aktionen med de uprofessionelle soldater endte i en blodrus, hvor næsten 30.000 chioter blev slagtet, det dobbelte antal slavebundet og resten flygtede.
Den vestlige verdens harme over blodbadet sikrede de overlevende frit lejde tilbage til Chios. Men een ulykke kommer sjældent alene. I 1850 udryddede en hård frost citrusproduktionen og i 1881 fulgte et meget kraftigt jordskælv op med at dræbe 3.500 og lægge mange byer i ruiner.
Den hårde medfart præger selvfølgelig indtrykket af Chios. Flere landsbyer er stort set forladt, mens andre restaureres på charmerende vis. Men det er helt sikkert, at de meget specielle befæstede byer, især mastikbyerne sydpå, er et besøg værd. Her skal blot nævnes Mesta, Olympi, Vessa og Pyrgi. I Pyrgi er husene udsmykket med geometriske mønstre på hvide vægge med sort baggrund.
Klostrene ligger spredt mellem byerne overalt på Chios. Vi så to af dem. Det ene var Nea Moni, et af Grækenlands mest berømte klostre. Klosterkirken med sine berømte dekorationer fra 1100-tallet var desværre under renovering ved vores besøg. I klostrets velmagtsdage var her op mod 800 munke. I dag “bevogtes” klostret af en gammel nonne, der giver de besøgende en velsignelse med på vejen.
Det andet kloster ligger tæt på turistområderne mod syd. Agia Minas beboes af en lille snes nonner. Vores venlige rundviser var en døvstum kvinde. I det smukke og fredfyldte kloster viser hun os en samling af kranier fra den massakre tyrkerne udførte på folk, der havde søgt tilflugt på klostret i 1822. Udenfor er der en fremragende udsigt over skove, bjerge og strande.
Uberørte strande
Strandene på Chios er et kapitel for sig. Hele vestkysten af øen er simpelthen een lang perlerække af uberørte sandstrande. Enkelte af dem er udstyret med et par taverner, men de fleste er ganske jomfruelige. Fra Limnos i nord over Elinda, Lithi og Limenas er der dusinvis af indbydende strande med det klareste vand i bounty-nuancer fra smaragdgrønt til dybblåt.
Mod syd kommer de ejendommelige lavastensstrande ved Emborio og nær ved den lange, velbesøgte sandstrand ved Komi. Går vi op mod nord langs østkysten over mod Tyrkiet kommer vi ind til Chios’ turiststrande ved Agia Fotini, Megas Limionas og det største turistområde Karfas, kun få kilometer syd for Chios By og øens baby-lufthavn. Karfas har en dejlig børnevenlig sandstrand med alle faciliteter til oplevelser på vandet. Og skulle man få nok af den græske mad, kan danske Trine Mühlhausen og hendes kæreste Mickey Papafigos byde på et dejligt italiensk køkken i hyggelige omgivelser på Restaurant Atlantis i Karfas.
Byliv
Er man til det lidt mere livlige er der ikke langt til Chios By.
I forhold til den ellers stilfærdige ø er Chios By en stærk kontrast. Det er nærmere Kaos by. Her er en hektisk trafik, et mylder af mennesker i de snævre indkøbsgader, hvor fisk, kød, sko og tøj sælges side om side. Vi talte mere end et halvt hundrede forretninger alene med sko og tøj.
Her i byen med ca 30.000 indbyggere får man et klart indtryk af, at Chios ikke er en fattig, hengemt ø. Langs havnepromenaden er der fyldt med ungdom på et utal af cafeer og pubs i seneste design. De internationale rytmer - og priser - holder til langt ud på natten.
På Chios må man arbejde lidt for at møde den græske charme. Til gengæld holder den længe. Chios har det hele. De specielle, labyrintiske middelalderbyer; Kambos med de store plantager og herskabsvillaer bag gyldenbrune stenmure; de skønneste uberørte strande, hvor man vælger efter egen smag; et turistområde med det hele - undtagen et heftigt natteliv - og endelig en hovedby fuld af liv.
