Blandt de berømte i Hampstead

 

                                                                          


                                                                                                                Johnni Balslev (©)


London er helt klart et af de foretrukne rejsemål for kultur og shopping. Men vi prøver en spændende afstikker blandt de rige og berømte i “landsbyen” Hampstead.


Han er næsten 2 meter høj.  På toppen en  Borsalino-hat, briller med mørkt stel, så kommer jakke, rødt slips, blå jeans og håndsyede lyse lædersko. Hans behandskede hænder bærer en spraglet paraply.


Han smiler venligt til os i den lille gruppe foran Hampstead undergrundsstation.


- Mit navn er David Tucker, jeg er jeres guide på denne rundtur i ”landsbyen” Hampstead, indleder han. Og inden I spør’ – jo, så er jeg ganske rigtigt amerikaner.  Men jeg har vist folk rundt for London Walks i mere end 20 år.


Vi ledes hurtigt væk fra den befærdede hovedgade og forsvinder ind i en næsten lydløs verden af stier og snævre stræder. Allerførst gør vi holdt på en lille plads med udsigt over store dele af London.


David Tucker taler sig hurtigt varm med sin brede amerikanske accent. Hans hænder gestikulere ivrigt i luften.


- I begyndelsen var Hampstead ikke andet end en ”5 shilling grisefarm”. Der gik dog ikke mange år før Londons vaskekoner fandt ud af, at vandet her i Hampstead har en blegende effekt. Så under Henrik den 8. slog de sig ned i de landlige omgivelser.


- Netop det specielle vand gjorde, at Hampstead senere blev hjemsted for en lang række badeanstalter. Hen i dronning Victorias tid fra midten af 1800-tallet blev der yderligere anlagt tuberkulose-hospitaler i området. Heroppe var luften renere end nede i den sodede kul-smog i London.


50 millioner for et hus

Vi bevæger ind gennem det ukendte Hampstead. I dag er det en eksklusiv bydel med huspriser, der ligner de danske. De skal blot lige omregnes fra pund. 6 mio bliver nemt til 60 mio kroner. Vi runder  David Tuckers stampub The Holly Bush. Det er også Tv-kokken Jamie Olivers. Men han er flyttet på landet og har overladt lejligheden i nærheden til andre. Pubben har iøvrigt haft danske Nicolai Outzen som manager.(Nu er han på The Cut Bar Ltd.)


- I kan også møde op om lørdagen, så har vi en pub-tur til de mange hyggelige pubs i Hampstead, lokker David Tucker.  Vi stopper foran et tidligere TB-hospital.


- Det fungerer ikke længere som hospital, men er omdannet til eksklusive ejerlejligheder. Sporty- og Baby Spice-girls har lagt beslag på Penthouse-etagen.


Turen forsætter gennem meget charmerende kvarterer, hvor kendte malere, digtere, musikere og skuespillere har boet eller bor: Constable, Keats, Sting, Elisabeth Taylor, Emma Thompson, Jeremy Irons osv.


Rækken af nuværende og afdøde berømtheder er lang, men det er selve den stilfærdige charme, der overrasker. De sirlige facader med støbejernsgitre er som taget ud af Uptairs Downstairs. Det er de krumme stræder og veje med masser af grønt. Det er den ukendte sti omkranset af små romantiske haver. Det er de pludselige kig ned over storbyen London. City er kun 15 minutter væk med undergrundsbanen.


På toppen af Hampstead er anlagt en lille sø,  White Stone Pond. Den indbyder til en dukkert. Men de skrånende ramper ned i hver ende af søen tjente engang et andet formål. Efter en lang tur i hestevogn herop 135 meter over havet trængte hestene til et hvil. Samtidig skulle de ophedede jernringe på hjulene køles ned. Trækernen i hjulene udvidede sig i vandet, mens jernringen trak sig sammen. På den smarte måde kørte man hestevognene gennem søen for at stramme op på hjulene. Så var man klar til den stejle nedtur.


40 mennesker på vej

Vi krydser nu ind gennem Hampstead Heath, et meget stort parklignende område. David Tucker stopper os på vej ned over en græsbeklædt skråning.


- Her fik jeg for nogle år siden øje på et par nøgne kroppe, der rullede rundt i krattet for foden af bakken, netop hvor vi skulle hen. Jeg råbte til dem på afstand ” fourty people are coming your way!” De sprang forfjamskede op og forsvandt med tøjet over armen. Det var ikke en mand og en kvinde. Heller ikke to mænd, som man måske ikke ville være så overrasket over i dette boheme-område. Det var to kvinder.


Da vi har sikret os, at der ikke er nøgne kroppe i farvandet, går vi ind i en lille ekstra bydel i Hampstead, Vale of Health. Bydelen omfatter kun nogle få gader. Her er husene lidt mindre eksklusive end i resten af Hampstead. Til gengæld er det tætte kunstnermiljø indhyldet i en intim stemning med små grønne haver.


Mod slutningen af turen viser David Tucker os lige en støbejernsholder til en olielampe foran et rækkehus. Det var forgængeren til gaslampen. Han beder os kigge på de små ruder over dørene i den lange række af ens huse. Ruderne er alle udformet med forskellige sprosser. Det giver vidt forskellige mønstre. Med lyset fra entreen som baggrund kunne man lettere se, om man var foran sit eget hus. Husnumrene var ulæselige i mørket udenfor.


Efter rundturen strejfer vi lidt rundt på hovedgaden i Hampstead. Her er alle de lækre tøjforretninger, man kan drømme om. Men vi er nok et par stykker, der drømmer om at gå på opdagelse i det ukendte London med London Walks en anden gang.

Om London Walks

The Original London Walks tilbyder en lang række vandreture. Man møder blot op på den angivne station på det anførte tidspunkt. Turene koster 10 pund, dog 8 for “super adults” og studerende (2016).

Her er et udpluk af turene:

- Docklands, Shakespeare’s London, Old Campton Town, Little Venice, Along the Thames Pub Walk, The Beatles ”In my Life” Walk, Jack the Ripper’s London, Ghosts of the Old City...

Guiderne er håndplukkede: De er Blue Badge Guides, skuespillere, historikere, litterater, bohemer og i det hele taget absolut ikke kedelige. Alene David Tuckers beskrivelser af dem på nettet gør, at man gerne vil møde dem.

"London is made  for walking. It is a city of small streets and sudden vistas, of unexpected alleys and hidden courtyards.It cannot be seen from a bus or car..."   Peter Ackroyd

Tilbage til menuen og 100 rejsemål!Ferierejsen.html