Naxos har det hele

 

Af Johnni Balslev


Vi har mødt langt under ti biler på vores timelange tur op ad den lidt ukendte nordvestkyst af Naxos. Til gengæld er vi stoppet et utal af gange for at nyde svimlende udsigter over en ny dal eller frodige marker ned mod det blågrønne hav.  Eller bare for at indsnuse duften af krydderurter og den gule gyvel langs vejen.


De mange små hvide kapeller på toppen af utilgængelige bjergtoppe kan stadig undre en gammel Grækenlandsfarer. Er kapellerne mon en smutvej til et evigt liv bag Skt. Peters strikse blik?


Vi runder et sidste kapel, inden udsigten til vores mål åbenbarer sig. Apollonas ligger som en indbydende oase med sin lille havn omgivet af et par strande.


Efter et kort ophold i den lille havneby med dekorative fiskerbåde og en fin bystrand fortsætter vi midt ned gennem Naxos.


Frodige bjerge

Vejen snor sig igen opad langs frodige bjergsider. Oliven afløser marker med korn og køer. Det er ellers især mod sydvest, at der er store flade områder med vin, korn, majs og køer. I 600 meters højde kører vi gennem den lidt søvnige, men smukt beliggende Koronida. Der er et par taverner med en fremragende udsigt. Men de er lukkede.


Lidt senere passerer vi Stavros-kirken. Et højtliggende knudepunkt under otte store danske Vestas-møller. Kirken ligger, hvor vejene deler sig mod næsten alle dele af Naxos. Vi har tidligere set den lille landsby Keramoti lokke nede i bunden af en dal med flod og vandfald. Vi slår et slag ned i byen, hvor vi kun træffer tre mennesker. I behøver altså ikke tage derned, med mindre I vil vandre ud til et vandfald tre kilometer fra byen.


Nu vælger vi at køre mod bjergbyen Epeiranthos. Den er kendt for sine gode restauranter med en flot udsigt over landskabet. Det er dog først og fremmest tid til noget koldt at drikke.


Det grå guld

Vi har kun lige fået et par slurke af det liflige vand, da den enlige mand ved bordet ved siden af henvender sig til os.


- Det er sjældent, jeg hører danskere heroppe i bjergene, siger han på let jysk.


John er fra Aalborg og rejser alene rundt på Naxos. Ikke i bil eller på scooter som os, men med lokalbusserne. Han finder også selv vej herned med "seat only" til Santorini og videre med båd. John er et tydeligt bevis på, at det grå guld kan selv.


Efter en dejlig frokost på  Taberna Platanos indtager vi kaffen under det imponerende store platantræ på torvet i Filoti. Et særdeles afslappende sted at følge bylivet i Naxos' næststørste by.


Turen slutter ned forbi imponerende marmorbrud ud over frodige marker med enkelte tilbageværende venetianske vagttårne.


Vi kunne have gjort et stop i byen Chalki, hvor man producerer likør af citrusfrugten Kitron. Ikke af selve frugten, den kan ikke spises, men af bladene på træerne. Men vi synes stedet er lidt for opreklameret. Der er ganske vist en hyggelig taverne under grønne træer, men den er som regel optaget af udflugtsturister, der skal ind og se den useværdige fabrik, hvor man producerer kitron.


Den livlige by

Hovedbyen Chora/Naxos By er derimod en meget seværdig by. Ned mod havnen er der nok at se på fra de mange taverner, barer, restauranter og ouzerier. Lystsejlere, fiskere, udflugtbåde og de store færger piler ud og ind ad havnen.


I næste række fra havnen ligger en smal gågade med en stribe forretninger med et charmerende udvalg af unyttigt krimskrams. Mod nord kommer de snævre stræder i Old Market med en herlig blanding af taverner og specialbutikker.


Over hele byen troner den gamle venetianske bydel i stoisk ro. Her er der næsten ingen forretninger, men et fint arkæologisk museum og en stor katolsk kirke i en fredfyldt verden med våbenskjolde over dørene og stræder der snor sig under hvælvinger og buegange.


Lidt vest for byen strækker en halvø sig ud med Naxos' vartegn Portara. Den antikke portal er målet for mange par til en romantisk solnedgang med Portara i smuk silhouet mod den orange himmel.


Naxos er nok den mest alsidige af  øerne i Kykladerne. Den har størrelsen til at byde på det hele. De skønneste hvide sandstrande, en betagende natur med frodige dale og pittoreske bjerglandsbyer, et stort udbud af forretninger og masser af gode spisesteder. Man kan så blot ægre sig lidt over den lange sejltur hertil fra Santorini. Lufthavnen er endnu så lille, at der kun lander små fly fra Athen.
















Strandguide

De hvide sandstrande på Naxos er helt i top. Her er et udvalg af gode strande syd for Naxos By.

Agios Georgios er en børnevenlig bystrand til vandpjask med lavt vand, med mange taverner og restauranter.

Prokopios er den første sandstrand uden for Naxos By.

Agia Anna er et tæt turistområde med en lille havn og svømmestrand til børn og voksne, ca 6 km fra Naxos By.

Disse første tre strande tilbyder mange former for vandsport.

Marakas er et tyndt bebygget turistområde med en glimrende sandstrand.

Plaka er et nybyggerområde med flot sandstrand.

Der er mange små sandstrande langs grusvejen mod Mikri Vigla fra Plaka.

Mikri Vigla har kitesurfing nord og familiestrand syd for en lille halvø, ca 14 km fra Naxos By.

Kastraki med skyggefuld tamarisk ligger lidt længere mod syd med masser af plads og to taverner.

Glyfada har en lagune bag stranden, et par taverner og plads nok.

Rækken af indbydende sandstrande slutter ved Aliki, en strand neden for en skrænt med et forfejlet hotelprojekt på toppen.


Mere fjerntliggende strande:

Apollonas i havnebyen helt mod nord.

Ammitis mod nordvest med vind til vindsurfere.

Moutsouna er en lille badeby mod øst neden for Apeiranthos.

Agiassos og Kalantos er to øde strande mod syd.

Et udvalg af spisesteder

Zorbas på havnepromenaden serverer en skøn Kleftiko, langtidsstegt lam med ost.

Nissaki er et glimrende spisested med udsigt over bystranden Agios Georgios.

Apostolis i The Old Market og har mange græske gæster.

Nostimon er en nyåbnet restaurant syd for torvet med springvand. Den drives af Yiota og Christina, der er flyttet over fra Mykonos. Her serveres græsk mad med et tvist, eksempelvis vindruer til svinemørbrad og en lækker skaldyrsrisotto. Og så har de byens pæneste toiletter.

I samme gade får man traditionel græsk mad på Elleniko. Familiefaren holder godt øje med servicen.

Rejseinfo


Charter: Apollorejser.dk med fly til Santorini og lidt over 3 timers sejlads til Naxos.


Med komfortabel færge fra Pireaus/Athen eller fly fra Athen. Der er dog et meget begrænset antal pladser på de små fly fra Agean/Olympic. Med færge fra Mykonos, ca 1 time.


norwegian.com tilbyder flybilletter til Santorini.


Fakta

Naxos har 20.000 indb. på den 430 kvkm store ø, heraf  7000 i Chora/Naxos By, resten er fordelt på 64 landsbyer.


Links

naxosguide.eu

naxosnet.com

Se også billedserien fra Naxos...