Andalusisk charme
Andalusisk charme
© Johnni Balslev
Andalusien er andet og mere end Costa del Sol. Vi tager et kig på den sydligste del af Spanien med flamenco, tapas og sherry på menuen.
Det er et mellemstort, halvtrist lokale med mange år på bagen. Folk siver langsomt ind ad døren mod gaden. Vi er i Sevillas arbejderbydel Triana.
Her er jeg efter invitation fra to danske piger. De er på visit i Sevilla for at købe dansesko og besøge lokale flamenco-klubber. Hjemme i Danmark går de på kursus i flamenco.
Lige før jeg fortryder mit ja til invitationen, træder en spinkel, hulbrystet ældre herre op på den lille scene. Guitaren synes for stor, men den svinges behændigt rundt foran ham. Hans øjne kommer i focus og rettes intenst ud i lokalet. Musikken begynder.
Som ved et trylleslag er der liv på gulvet. Mest voksne mennesker, der ser ud til at have arbejdet hårdt hele deres liv. De løfter hovedet og knejser med nakken. Øjnene får nyt liv med en gnist ud over dagligdagens kedsommelighed. De to høje blonde piger kaster sig ud i dansen. De gør deres bedste, men er alt for optaget af at danse korrekt til at komme ind i den sensuelle rytme i dansen.
Parrene træder til side og gør plads for en ældre dame, der mest af alt ligner en forsømt gammel husmor. Men der bliver vi igen snydt. De brede hofter svinger ungdommeligt rundt, mens fødderne går som trommestikker. Hun slår med hovedet og øjnene lyner. På et tidspunkt lister jeg ud af dette herlige sydlandske danseinferno.
Direkte i kloster
Lad det være sagt med det samme. Det er min første tur på en pakkerejse. Sådan en rejse, hvor man tager med fly, mødes på rejsemålet, følges ad i samlet flok på udflugter og spiser fælles morgen- og aftensmad.
Programmet er besnærende. Base i byen Puerto Santa Maria nær havnebyen Cadiz helt nede ved Costa de la Luz i Sydspanien med udflugter til byer som Cadiz, Jerez de la Frontera og Sevilla. Et flot pluk af Andalusiens perler.
Efter en behagelig flyrejse med et rødnæset fly ankommer vi til lufthavnen i Malaga. Vi modtages af guiden Charlotte, der er bosat på solkysten. Som så mange andre turister haster vi væk fra denne ellers særdeles charmerende by.
Det går direkte fra lufthavnen og i kloster. Ikke et kloster med munke og nonner. Næh, et gammelt kloster, der er omdannet til et herligt hotel med labyrintiske gange, flotte sale og en fin patio med springvand. Et lidt slidt, men rent og pænt hotel, hvor charmen langt overskygger småskavankerne. Hotel Monesterio San Miguel er vores base de næste 6 dage.
Allerede samme aften falder vi seks personer ved bordet i snak med hinanden, og de næste dage får vi hygget og moret os en hel del. Det hjælper med 3-4 udmærkede retter og vin til at bløde stemningen op.
Andalusiens hjerte
Tilgiv mig. Jeg kan ikke beskrive fire byer i programmet på den plads, jeg har til rådighed. Puerto Santa Maria, der er vores base, har et stille, venligt liv uden de store shoppingmuligheder, Cadiz overrasker med et spændende miljø med elegante pladser og snævre gader ned til den kæmpemæssige strand ved Atlanterhavet, og Jerez er som bekendt sherryens hjemby med med alle de store sherryproducenter og et afvekslende bymiljø med et stort marked.
Sevilla er for mig indbegrebet af andalusisk livsstil. På én gang hektisk og afslappet. Nyt og gammelt mødes. Byen summer af liv, og ingen lejlighed forsømmes til fest i gaden.
Ud over flamencoen er der mange "must do" i Sevilla. Min personlige favorit er blot at strejfe rundt på må og få. Vær klar til at dumpe ind et spændende sted. Måske kigge ind i en frodig patio bag den stramme facade. I området omkring katedralen er der et utal af spændende restauranter med lækre tapas i de snævre stræder, i en sval patio eller med overraskende kig over charmerende små og store pladser. En tapa var oprindeligt et låg i form af et brød eller et stykke pølse over den søde sherry, så fluerne ikke drattede ned i drinken.
Det store kongelige palads Alcázar op ad katedralen er absolut et "must see". Paladset er et unikt eksempel på sammensmeltningen af kristen og muslimsk arkitektur fra en periode, hvor den sydlige del af Spanien stadig var under besættelse af maurere fra Nordafrika. Et meget smukt og tankevækkende sted.
Filmkulissen
På vej videre ned til Plaza España skæver jeg til den imposante tobaksfabrik, hvor operastjernen Carmen arbejdede. I dag er den en del af universitetet i Sevilla.
Plaza España nær tobaksfabrikken er et fantastisk sted. Den kolonorme halvmåneformede bygning, der en gang husede den iberisk-amerikanske verdensudstilling i 1929, dominerer den store plads. Den har været kulisse i så forskellige film som Lawrence of Arabia og Star Wars.
Bygningen på 46.000 kvm er en blanding af renæssance og maurisk mudejar-stil. Rislende vand, kanaler, kakler og svalende buegange inviterer til et nærmere kig. Bygningen indeholder i dag mange regeringskontorer, men også enkelte museer. Jeg stak næsen inden for på et lidt kedeligt militærmuseum.
Så til hest
Det virker helt klart som en turistfælde, når der holder lange rækker af hestevogne ved de kendeste turiststeder i Sevilla. Også på Plaza España. Men de har egentlig et udgangspunkt i en fantastisk hengivenhed overfor hesten.
Selv om den ikke længere er et almindeligt transportmiddel, har hesten en fremtrædende rolle i alle de store festligheder i Andalusien. I april måned har Sevilla en uge lang Feria med hundretusindevis af deltagere. Her som i Malaga i august er der stilfulde optog med mænd og kvinder til hest i deres stiveste puds. Om aftenen og natten festes der så til gengæld igennem.
Andalusien er simpelthen stil, fest, farver, flamenco - og sherry.
Rejsen dertil
Norwegian flyver direkte til Malaga. Mange andre flyselskaber via Madrid og Barcelona.
Flere rejsebureauer har forskellige bud på pakkerejser til Andalusien. Den bekrevne tur med Best Travel koster fra 7.000 kr for 8 dage inklusive hotel, halvpension, rejseleder og udflugter til Cadiz, Jerez og Sevilla.
Andalusien
Provinsens indbyggertal: 8,4 mio i 2014.
Hovedstad: Sevilla med 700.000 indbyggere. Cadiz: 122.000, Jerez: 212.000, Malaga: 570.000 og Puerto de Santa Maria: 90.000 indbyggere.
Transport
Der er er highspeed Ave-tog fra Malaga via Cordoba til Sevilla. Men det tager samme tid med bus til en lavere pris. Rejsen tager ca 2 timer, koster 200 kr med Ave og 150 med bus.
Et glimrende tognet forbinder alle større byer i Andalusien. Man får nummerede sæder i de topmoderne tog. Der er tydelig skiltning uden på toget. En tur fra Puerto de Santa Maria til Sevilla koster 100 kr og tager 85 minutter. Toget standser også kun få hundrede meter fra lufthavnsterminalen i Jerez.