Strynø - landsbyidyl og smakkecenter
Strynø - landsbyidyl og smakkecenter
© Johnni Balslev
Sejlturen med m/f Strynø fra hyggelige Rudkøbing tager kun en halv time. Der er glimrende forhold ombord på den lille bilfærge, der er sat ind i 2013. Om sommeren tager den 15 biler og knap 100 passagerer.
På havnen modtages vi af et lille rødt velkomsthus med feriebøger i læssevis. Væggene er dækket af nydelige plancher, der viser glimt af Strynøs historie. Et godt udgangspunkt for den videre færd ud på øen.
Med sine knap 5 kvkm er Strynø en lille ø, men med over 200 indbyggere har den et forholdsvis højt indbyggertal.
Lige som jeg kommer ud fra det fine velkomsthus svinger en af de lokale strynboere sig op på sin ramponerede Puch-knallert fra 1970'erne, starter den i første hug, stikker piben ind og stryger op mod byen.
Lidt længere henne ligger de glimrende faciliteter for det sejlende folk. Her har strynboerne stillet en flok cykler til rådighed for øens gæster. Du skal blot proppe 20 kr i en kasse, så er cyklen din ind til den afleveres samme sted igen. Det er et flot initiativ, men min bagdel fortalte mig, at det kunne være en fordel at medbringe sin egen cykel. I det hele taget er det en god idé at leje en cykel på forhånd eller medbringe sin egen. De fleste småøer har kun lejecykler af temlig svingende kvalitet, meget få med gear og ingen el-cykler.
Natur og Øhav
Længere fremme støder jeg ind i et vejskilt med en tydelig advarsel. Der er et billede af en elg. Pas på, der er krydsende elge! Ok, de har skam humor her på Strynø.
Jeg svinger til venstre ind til Øhavets Smakke- og Naturcenter. Det er især en hyldest til den store sejlførende jolle, der har betydet så meget for forbindelsen mellem øerne i Øhavet.
Efter en større investering fremtræder Smakkecentret helt tip top moderne. Det har en fin blanding af udstilling og aktiviteter for børn og unge. Du bliver godt rustet til at forstå livet og naturen i Øhavet. Der er også tilknyttet en Kabys-café med vekslende åbningstider. Se mere på smakkecenter.dk.
Efter en noget omtumlet tilværelse ser det ud til, at den nye forpagtning gennem Magleby Fri- og Efterskole og dens leder Anders Gormsen, som selv er strynbo, er ved at få greb om det. Op til 18 efterskoleelever får mulighed for at følge Øhavslinien. Det er en undervisningslinie, der forener teori, praksis, holdarbejde og naturoplevelser. En stor del bliver praktik på vandet i centrets smakkejoller.
For enden af bygningen har Sammenslutningen af Danske Småøer sit sekretariat. Det er en sammenslutning af 27 beboede øer med under 1.200 beboere.
Majstangen i centrum
For enden af Brovejen fra havnen markerer den store majstang øens centrale plads foran købmanden og kroen.
Det er ingen hemmelighed, at det er svært at drive købmand på de små øer. Men et ungt polsk par, Emilia og Woitek Zochowsk, har slået sig ned og synes at have fået et rigtig pænt udvalg af varer. De lokale strynboere returnere deres pantfri flasker i tagrenden på siden af købmandsbutikken. Et symbol på den tillid, der hersker mellem beboerne på de små øer.
Kroen ved siden af købmanden drives af Benny Buchberg. Den gamle eventyrer på 84 har rejst rundt i verden med et langt ophold i Australien. Med et skævt smil fortæller han gerne om sin eventyrlige færd. Der er også tilknyttet nogle enkle ferielejligheder til kroen.
Majstangen er en tradition, der holdes i hævd på mange af Øhavets øer. Den tages ned og pyntes i maj måned for så hurtigt at komme op igen til festlig fejring af sommerens komme.
Se evt. mere om majstangen på dette link: http://www.strynoe.dk/oplev-stryno/sevaerdigheder-og-historie/57.
Liv i skolen og et mejeri som spiseri
I modsætning til mange andre små øer, er der liv i øens skole. Den modtager elever til og med 4. klasse, senere må de tage til Rudkøbing. Da jeg kommer forbi leges der omkring den flotte nyrenoverede skole og på den nye multibane.
Over for skolen ligger Det Gamle Mejeri, et spisested, bryghus og ferielejligheder. Ægteparret Kirsten og Torben Vestergaard overtog det gamle nedlagte mejeri og indrettede 5 ferielejligheder i slutningen af 1990'erne. I 2009 blev de faste strynboere.
De seneste år har Torben Vestergaard kastet sig ud i ølbrygningens kunst. Og det er han blevet temlig skrap til. Hans mørke stout var en behagelig overraskelse som følgesvend til en dejlig æggekage. Se evt. strynoe-mejeri.dk
I kan slå et slag ned ad Møllevejen ved skolen til den velholdte mølle ved et lille landingssted for fiskere. Desværre er der ikke adgang til møllen, men I får lige et foto af den.
Mette Most
Mette Most er simpelthen et "must". Mette Stjernholm Meldgaard er formand for beboerforeningen på Strynø og i det hele taget en fantastisk ildsjæl med holdning og gåpåmod. Hendes økologiske mosteri ude forbi Det Gamle Mejeri producerer mange slags most fra forskellige æblesorter. Man kan købe nogle af hendes produkter ved den lille bod ved mosteriet på Korsvejen 9. Men ellers sælges de mange steder rundt om i landet. På billedet ses Mette på Nordens største fødevaremarked i Svendborg. Se evt. strynoefrugthave.dk
Ny kirke i charmerende omgivelser
Strynø Kirke er ikke specielt gammel. Den er fra 1867. Kirken før den blev i 1860 omtalt som "Danmarks slettest holdte kirke. Den dømmes til nedrivning" i en tilsynsrapport.
Den nuværende er opført med støtte fra baroniet Lehn på Hvidkilde. Den er tegnet af den kendte arkitekt Vilhelm Dahlerup. Han tegnede også så vidt forskellige bygninger som Pantomimeteatret i Tivoli og Det kongelige Teater på Kongens Nytorv i København.
Kirkegården var oprindeligt rund som mange andre ø-kirkegårde, men flere udvidelser har ændret formen. Ud for kirken står den imponerende Genforeningseg. Den er kranset af 56 sten, der symbolisere den tid Sønderjylland var under tysk herredømme (1864 til 1920). Ud til pladsen ligger nogle gamle, charmerende bindingsværkshuse. Med tre legende unger udenfor, da jeg kom forbi.
Strynø er en aktiv ø med flere aktiviter end mange andre af de små øer. Det skyldes selvfølgelig det forholdsvis høje befolkningstal med flere børnefamilier. Til gengæld har Strynø ikke en prangende natur med skove og bakker.
Se meget mere på Strynøs egen hjemmeside strynoe.dk.