Holland og hygge i Sydhavnen
Holland og hygge i Sydhavnen
© Johnni Balslev
Synes du Sydhavnen er noget med bumser i bajerkaos? Hvad siger du så til en spændende hollandsk kanalby, røde træskure langs havnen med voksdug og samvær - og 3 håndmadder, en øl og snaps til 65 kr?
Svaret finder du netop i Sydhavnen. Du kan tage busserne 10 eller 30, men allerbedst er det at komme fra vandsiden med Movias havnebus fra Den Sorte Diamant eller Nyhavn mod Teglholmen. Det vil overraske selv mange københavnere at se, hvor meget der er revet ned og skudt op ud til Teglholmen.
Hollandsk bydel
Havnebussen runder det spritnye havnebad "Koralbadet" og lægger til ved broen, der fører fra Teglholmen til Sluseholmen.
Sluseholmen er gennemskåret af syv kanaler og består af otte karreer på hver sin ø med hver sit grønne gårdmiljø. 25 forskellige tegnestuer har sørget for, at facaderne ikke er ens. De mange broer og huse med fødderne i vand og direkte adgang til havkajakken eller motorbåden understreger det hollandske miljø. Oppe på hovedgaden Sluseholmen er der nu både kiosk og Irma. Caféen Awada på kanten af vandet har god mad og venlig betjening. Inden længe vil der være servering uden for på en pram i kanalen.
Søg ned mod selve havneløbet. Her støder I ind i lang række af kække røde bådhuse. En slentretur på broen foran husene afslører beboernes store opfindsomhed med hyggekroge, blomsterarrangementer og pudsige skilte. Det gamle bådklubmiljø i BK Valby har heldigvis fået lov til at overleve foran de smarte boliger på Sluseholmen.
Over slusen
Turen fortsætter nu over stigboderne, det anlæg, der dæmper strømmen i Københavns havn.
På den anden side vil I se selve slusen. Den er sat i stand og åbner flere gange om ugen. På frivillig basis. Men på grund af Sjællandsbroen og jernbanen er der kun en frihøjde på 2,5 m. Man skulle måske overveje at sænke trafikken ned i en tunnel og få sejlerne ind i havnen. Det kunne blive en fin turistattraktion for specielt tyskere og svenskere.
Herovre på amagersiden er der et fantasifuldt husbådsklondike på højre side og en af de gamle bådklubber på venstre. Fortsæt frem til højre under Sjællandsbroen og tilbage til Sjælland langs jernbanebroen. Nu nærmer I jer Fiskerihavnen.
Planløshed med charme
På en charmerende faldefærdig måde er Fiskerihavnen planløsheden selv. Nærmest en byggelegeplads for voksne.
Vejen går videre ad den fjerneste bådebro. Udvalget af både spænder fra den forsømte jolle over gamle selvbyggere, fine motorbåde til smarte husbåde. For enden af bådebroen svinges ind på land. Følg den hullede sti til venstre mod Sejlbådsvej med de mange bådklubber med navne som Tokosten, Sjællandsbroen, Syd og Mellemfortet. Alle klubberne ligger i læ for nordenvinden med udsigt til Amager. Det er tilladt at kigge indenfor.
Sejlforeningerne Syd og Mellemfortet kan begge anbefales til en frokost med udsigt til vand og båd. Sejlforeningen Syd har et stort lyst klubhus med en dejlig varanda. Her serverer Marina Teisner en "sejlerfrokost" med en øl og snaps, en sildemad og to pæne håndmadder til ialt 70 kr. Øl og snaps koster hver 13 kr i fri dressur.
Inde i naboen Mellemfortets hyggelige klubhus med gamle skibsmodeller har Gitte stået for den gode mad i femten år. Her hedder ovenstående "fars frokost" og er helt nede på 65 kr.
Hvem sagde København var en dyr by?