Johnni Balslev ©

Norge som turistland forbindes af mange med sportstrænede mennesker, der med dødsforagt kaster sig ned ad stejle bjergsider med små pinde bundet på fødderne eller besejrer høje tinder gennem brusende, iskolde elve, hvis de da ikke lige trodser titusindevis af myg i små primitive hytter. Det kan være nok så sundt for krop og sjæl, men det er bestemt ikke noget for mig!

Jeg fik imidlertid et optimistisk tilbud om at se lidt af Telemarken.

Norge er også for de, der vil tage det mere roligt og måske er lidt oppe i alderen, sagde de. Det sidste forstod jeg ikke helt. Men Telemarken. Er det ikke helt oppe ved verdens ende? Næsten alle jeg spurgte, mente, at det lå langt mod nord. Men det gør Telemarken ikke. Telemarken ligger  til venstre for Oslo - altså lidt mod sydvest.

Døden på hotel

En lidt trist grå støvregn byder os velkommen til Henrik Ibsens fødeby Skien. Til gengæld er der varmt og hyggeligt inden døre på Thon Høyers Hotel.

Hotellet er grundlagt af en dansk brygger helt tilbage i 1853. Man mærker straks den gode atmosfære med venlig betjening, små sofagrupper i engelsk club-stil, en lille bar og en intim restaurant. Værelserne er rigtig nydelige, og der er hvad der skal være af  TV, minibar osv.

Alligevel ligger jeg vågen i sengen til et stykke over midnat - med kameraet skudklar! Spøgelser er nemlig min livret. Og Høyers Hotel har et!

Stein Riverton, forfatter og drukkenbolt, ankommer til Høyers Hotel den 12. november 1934. Han har lidt skæbnebestemt skrevet bogen “Døden tar inn på Hotellet”. Af uransagelige årsager er han nu på pilgrimsfærd til Jerusalem. Han havde måske noget “ugjort” han skulle ordne, som en nordmand senere foreslog.

Den 14. november finder man den kraftige Riverton siddende død i biblioteket foran sin portvin.

Adskillige år senere finder en stuepige det mærkeligt, at der sidder en herre i gammeldags klær´ inde i biblioteket. Da andre kommer til, er han sporløst forsvundet. Senere forsvinder han foran øjnene af en anden kvinde. En svensker bliver skræmt af spøgelset, mens en waliser blot syntes det var underligt, at hans seng blev rystet af nogen. Ingen af dem kendte historien på forhånd!

Kameraet står urørt om morgenen. Jeg har sovet trygt. Men det er jo heller ikke den 14. november!

Skien har den største koncentration af industri i Norge. Alene Norsk Hydro har 3.500 ansatte. Efter en stor miljøindsats mærker byen ikke meget til de store fabrikker langs fjorden. Pudsigt nok kan man blive helt euforisk af de store industrianlæg i den smukke natur.

Vi runder Ibsens barndomshjem Venstøp og det idylliske frilandsmuseum Telemark Museet inden turen går ud på Telemarkskanalen.

72 meter med bådelevator

Telemarkskanalen er et velbevaret minde om en tid, hvor alle fik sjælen med på rejsen. Kanalen strækker sig over 105 km fra skærgården ved Skien til foden af Hardanger-vidden. Ved hjælp af 18 sluser fordelt på 8 sluseanlæg løftes bådene hele 72 meter op til søen Flåvatn.

Selvom der stadig er tømmerflådning på kanalen, nyder mange turen i lystbåd eller kano. Vi tager turen fra slusen i Lunde ned til Ulefoss med en af kanalens gamle færger.

Ruten betjenes af “Victoria”, der har sejlet her siden 1882 og det gode skib “Henrik Ibsen”, der er bygget i 1907. De charmerende oldtimere passer godt ind i den afvekslende natur og de håndbetjente sluser. På et par timer får vi en uforglemmelig oplevelse ud og ind ad  sluser. Ind imellem med stejle kig ned over sluseportene. Intet under, at kanalen har fået Europa Nostra´s højeste udmærkelse for den nænsomme bevaring og restaurering.

Fra det blide landskab langs Telemarkskanalen går turen videre mod det barske landskab ved Gaustablikk i 1200 meters højde. Selve Gaustablikk er en majestætisk tinde på 1883 meter.

Vi slår os ned i Gaustablikk Høyfjellshotell i 960 meters højde. Her om sommeren er der aktiviteter som tennis, kanosafari, fiske- og vandreture, vandcykling og inden døre swimmingpool, massagebad, dampbad og solarium. Hver aften er der levende musik med dans.

Men området er først og fremmest indrettet til at opfylde de fleste skiløberes drømme med snowboard -, langrend- og slalombaner i forskellige sværhedsgrader. De moderne hotelfaciliteter og de store  hytter lægger nok især op til familier og grupperejsende.

Selve toppen af Gaustablikk troner majestætisk overfor hotellet på den anden side af søen Kvitåvatn. Den lader sig kun betragte et kort øjeblik tidligt næste morgen. Skytæppet, der ellers har omkranset den, glider nådigt til side. Det var belønningen for at være tidligt opppe. Dog ikke så tidligt som lystfiskerne ude på den spejlblanke sø nedenfor hotellet.

Vejen går stejlt ned fra Gaustablikk til Rjukan i bunden af dalen.

Levende krigshistorie

I Rjukan mærker man kun solens stråler nogle få måneder af året. Så dybt ligger byen gemt. Til gengæld er der  opført en svævebane til byens beboere, så de kan komme op i solen på Hardangervidden ved Gvepsebo.

Rjukan er anlagt nær verdens dengang største vandkraft-værk i Vemork. Det blev opført i 1911. Norsk Hydro startede sin ekspansion herfra. Vandkraftværket er omdannet til et imponerende industriarbejdermuseum. De kæmpestore, velbevarede turbiner og dynamoer får en Nilfisk-vant dansker til at spærre øjnene op.

Vi kender alle Rjukan og Vemork. Det var her nazisterne forsøgte at fjerne tungtvand til arbejdet med deres  atombombe. Som bekendt mislykkedes det. En flok på 10 modige norske frihedskæmpere kom i vejen.

Vores minibus krydser en brusende elv ad en meget smal, gammel jernbro. Vi kører lidt op og stiger ud, hvor i sin tid tungtvandsfabrikken lå. Nu er her kun det store gamle vandkraftværk med industriarbejdermuseet og en spændende udstilling, der viser kampen om det tunge vand.

Det giver et sug i maven, da vi ser frihedskæmpernes arbejdsvilkår. De stejle klippevægge strækker sig hundredevis af meter  lodret ned i dalen. I bunden af dalen skulle de så yderligere ned og krydse elven for at komme et godt stykke op på den anden side, hvor vi står. Her om sommeren synes det at være en umulig opgave. Og de gjorde det i februar måned!

Desværre viste det sig, at nazisterne hurtigt kom sig over sabotagen. Nordmændene måtte i stedet sænke færgen, der fragtede tungtvandet væk fra Rjukan. D/F “Hydro” ligger den dag i dag på 460 meter vand i Tinnsjøen. Søsterskibet “Ammonia” kan beses på færgestedet ved Tinnsjøen.

De barske indtryk fra Rjukan fejes væk langs Tinnsjøen. Den ene smukke udsigt afløser den anden. Skovenes bølgene grønne nuancer spejler sig i søens blanke vandspejl. Fjeldene veksler mellem det barske og det blide. Og den overiltede, friske luft og det udefinérligt flotte lys gør dig højere end Himmelbjerget. En elg krydser vejen lige foran bilen. Kun få timer fra København.