Tekst og fotos: Jørgen Lind ©

En charterferie på Koh Lanta i Sydthailand er et attraktivt alternativ til hektiske Phuket. Vi har prøvekørt øen.

Manden med den røde kasket og de bare ben hugger og hugger. Han er i gang med at bearbejde den første af mange træstammer, som engang bliver til en ny fiskerbåd. Dem er der mange af i landsbyen, for havsigøjnerne plasker hjemmevant til søs. De bor halvvejs ude i vandet og passer i øvrigt sig selv. Ligesom alle andre sigøjnere.

Bådebyggeren havde bare kastet et kort, ikke uvenligt blik på os, da vi havde spurgt, om vi måtte fotografere ham. Han forstod næppe et ord engelsk. Hans arbejdsplads var midt i landsbyen Bo-Nae, på nordspidsen af den sydthailandske ø Koh Lanta – en af øens tre havsigøjnerbyer. Bo-Nae ligger i nærheden af det moderne færgeleje, som bringer turisterne til Koh Lantas nye feriehoteller. Kun få af dem finder frem til landsbyen via den primitive træbro.

Havsigøjnerne får stort set lov til at være i fred, som de har gjort i århundreder. Disse søgående “Chao Ley” (som de kaldes på thai) holder til mange steder i det sydlige Thailand, taler deres eget sprog og holder traditionerne i hævd. I fuldmånenætter i juni og november skubber de ceremonielle både ud i havet med ønskerne om lykke og velstand.

Lykke finder man alle steder. Men velstand? Den var svær at få øje på gennem de primitive bræddehytters åbentstående døre i Bo-Nae.

Måske måler havsigøjnerne velstand på en anden måde end vi gør.

Øen med de lange strande

Havsigøjnernes ord for Koh Lanta er Pulao Satak, ”øen med de lange strande”. Dem nød vi selvfølgelig godt af hver eneste dag på ferien, hvis base var Moonlight Bay Resort. Et relativt lille sted med 32 bungalows, bygget og drevet af et arkitekt-ægtepar.

Hjemmefra havde vi læst i Star Tours katalog, at resortet er anlagt i et naturskønt område direkte ved havet. ”Her mødes du af en afslappende atmosfære og et romantisk junglelandskab med kanaler og enestående strandudsigter. Hotellets enkle bungalows, bygget i naturmaterialer, ligger både på en høj i et skovområde og ved stranden”.

Det viste sig at stemme på en prik. Vi fik en bungalow med havudsigt og i tilgift privat jacuzzi på vores terrasse, hvor vi sad i første parket til den daglige forestilling, der hed solnedgang.

Ingen påtrængende sælgere og prostituerede

Resortet ligger på en klippepynt ud i havet, og cocktailbaren hedder da også meget passende Rocky. Vi boede bogstaveligt talt ”on the rocks” – sandstranden lå nogle få minutters kørsel borte.

Koh Lanta kaldes også for Solnedgangsøen. Alle sandstrandene er vestvendte, solnedgangene er oftest farvestrålende og dramatiske. Østsiden er én stor mangroveskov, så alle øens hoteller ligger mod vest. For en snes år siden var her 10, nu er tallet nærmere 100. Alligevel forekommer Koh Lanta afslappet. Bortset fra hotellernes poolområder er der få aktiviteter for børn, så det er et perfekt sted at tage en slappe-af-ferie sammen med kæresten.

Mange danskere og andre turister har fået øjnene op for Koh Lanta, fordi hektiske Phuket er ved at have nået mætningspunktet. På den 27 km lange Koh Lanta kan turisten stadig gå rundt uden at blive overfaldet af sælgere – herunder udøverne af verdens ældste erhverv – og der er endnu god plads på strandene.

Langsomme attraktioner

Det blev til rigtigt dejlige dage med selvforkælelse. Da vi havde afprøvet de omkringliggende småspisesteder, indtog vi næsten alle aftenmåltider på hotellet. Moonlights unge køkken- og restaurantchef Purintarapiban (kaldet Kenn) og hans folk gør et godt stykke arbejde.

Dagtimerne gik med ingenting, afbrudt af lidt massage i hotellets wellness-afdeling og nogle spændende ekspeditioner. Når man holder ferie et eksotisk sted, bør man jo ikke nøjes med at gå på opdagelsesrejse i drinkkortet. Vi hørte andre danskere fortælle begejstret om snorkleture, sejlads til Phi-Phi Islands og andre maritime glæder, som Star Tour har på sit udflugtsprogram. Vi foretrak at blive på jorden. Og under jorden.

Midt på øen ligger to kalkstensgrotter, Tiger Cave og Mai Kaeo Cave. Dér gik vi rundt og studerede drypstenene, nogle af dem i 15-20 meter høje huler. Det har efter sigende taget en million år at danne dem.

En næsten lige så langsom attraktion er elefanttrekking, som tilbydes flere steder på øen. Vi fandt et sted, som havde syv-otte velvoksne elefanter. Via et trætårn fik vi sat os til rette på en lille havebænk øverst på Jumbo, bag elefantchaufføren, og så gik det ellers i adstadigt tempo ind i junglen. Jungle og jungle – omgivelserne var ikke mere dramatiske end en sjællandsk bøgeskov, men den gyngende tur oven på tykhuden var da en sjov oplevelse.

Gammel by med fuglebure

Turisternes foretrukne befordringsmiddel i Thailand er tuk-tukkerne, primitive motorcykeltaxaer, så det var da også sådan én, der bragte os ud til elefanterne og bagefter videre ned ad østkysten til øens gamle hovedstad, Ban Koh Lanta eller Old Town. Det er en hyggelig kystby, stort set bestående af en lang gade med traditionelle træhuse. Uden for mange af dem hang et fuglebur med papegøjer og andet farvestrålende fjerkræ. Familierne spiser gerne ude på fortovet foran deres bolig.

Siden vi første gang besøgte Koh Lanta for seks år siden, er der dukket småbutikker og spisesteder op i Old Town. På de charmerende cafeer, som er bygget på pæle ud over vandet, kan man stadig få en dejlig varm kop te og en dejlig kold cola for godt en dansk tier.

Nogle minutters kørsel syd for Old Town kan man opleve den største af havsigøjnernes byer. Her lefler man bestemt ikke for turisterne, men man føler sig heller ikke afvist.

Den lokale vinekspert

Det blev også til et par middage i Saladan, som er Koh Lantas største by og rammen om et kæmpemæssigt marked med alle slags varer. De af byens restauranter, der ligger ud til vandet, er mest populære og derfor dyrest, men byder ikke nødvendigvis på bedst mad og betjening.

Saladan har også fået sig en fin ”wine bar and boutique”, og da vi en aften havde god tid, inden sulten meldte sig, satte vi os her og bestilte et par glas af husets hvidvin. Den kostede lige så meget som et glas hvidvin hjemme i Danmark og smagte fortrinligt, men da vi spurgte servitricen, hvad det egentlig var, vi nød, forstod hun først ikke vores spørgsmål. Gentagne fakter tændte dog et forklarelsens lys i hendes øjne, og stolt forklarede hun os, at det, hun havde skænket i vores glas var – hvidvin.

Således fik vi os både et lille grin og en bekræftelse af, at turistindustrien langt fra har sat sit professionelle præg på havsigøjnernes ø.